
Hver onsdag hele sommeren kan du få festivalstemning på den fede måde. Kunsten Summer Lounge byder hver uge på livemusik, dj, talks, pop-up-events og kunst-performances, mad fra Brasserie Kunsten, kølige drinks og hygge med vennerne.
Få fri entré til 8 x Kunsten Summer Lounge + et helt års fri adgang til Kunsten, Utzon Center og Louisiana. Se priser på årskort her.
Som årskortholder får du fri entré til alle otte Summer Lounge-onsdage og mange andre fordele. Du kan selvfølgelig medbringe en gratis ledsager, hvis dette er en del af dit medlemskab. Gå direkte til køb af adgang her. Det er også muligt at købe en dagsbillet til Kunsten Summer Lounge ved ankomst eller via vores webshop.
Kølige drinks, læskende drikkevarer og sprøde fritter kan købes i Summer Lounge-boderne og nydes i Skulpturparken. Brasserie Kunsten serverer også indenfor og på terrassen. Se menukort her.
Du må ikke medbringe drikkevarer, men du må medbringe egen mad. Medbragt mad må nydes i Skulpturparken alle Summer Lounge-onsdage – og kun der.
10.00 Museet, Brasserie Kunsten og parken åbner
15.00 Loungebaren åbner, DJ'en spiller og havespillene står klar til en dyst
15.00 Pop-up butikken åbner: Buens Bogcafé sælger bøger skrevet af kvinder
17.00 Talk: The Soulfuls – made by women med Aram Ostadian-Binai, CEO for The Soulfuls, Roja Pakari og Petra Nagel
17.50 Mini-koncert: Ilma Ismail, musiker samt tidligere mentee hos the The Soulfuls
18.00 Workshop: Drømme om fremtiden – Places to Dream x The Soulfuls
18.15 Guidet tur: Hvis du kan se det jeg ser – Stine Goya x Kunsten (30 minutter, begrænsede pladser, reservér billet i informationen på dagen)
19.00 Musik: Majke Voss
20.30 Baren og Brasserie Kunsten lukker. Tak for i aften!
21.00 Museet lukker
Majke Voss Romme, også kendt under kunstnernavnet Broken Twin, er en dansk sanger, sangskriver og komponist, der har markeret sig med sin dybt følelsesladede og melankolske musik. Hendes lydunivers er præget af minimalistiske arrangementer, ofte centreret omkring hendes stærke og sårbare vokal samt poetiske tekster.
Med sit debutalbum ’May’ fra 2014 modtog hun stor international anerkendelse og blev rost for sin evne til at formidle komplekse følelser gennem enkle, men gribende kompositioner. Majkes musik trækker på både indie, folk og klassisk inspiration og har en tidløs kvalitet, der taler direkte til lytterens inderste. Hendes kunstneriske udtryk er både introspektivt og universelt, hvilket gør hende til en unik stemme på den danske og internationale musikscene.
En ærlig og inspirerende samtale med filmskaber Roja Pakari og TV-vært Petra Nagel om det kreative arbejdsliv – om passion, sårbarhed, mod og meningen med at skabe noget, der gør en forskel – modereret af Aram Ostadian-Binai.
Aram Ostadian-Binai er stifter og CEO for The Soulfuls, en Københavnsbaseret social entreprenør og konsulent dedikeret til at udvikle den næste generation af mangfoldige talenter. Med grundlæggelsen af The Soulfuls i 2018 har hun skabt en prisvindende global platform, der styrker unge kvinder fra alle baggrunde gennem mentoring, workshops, netværk og gensidig mentoring-tiltag.
Roja Pakari er en dansk-iransk filmskaber og dokumentarinstruktør. Med debutfilmen The Son and the Moon fra 2024 skildrede hun sin egen kamp mod uhelbredelig knoglemarvskræft og viste, hvordan nærvær, kærlighed og hverdagen kan give livet dyb mening – også midt i krisen.
Petra Nagel er en prisvindende TV-vært, forfatter og formidler. Med en meget ærlig og personlig stemme har hun blandt andet sat fokus på kropsidealer, selvværd og autenticitet i mediebranchen. For tiden er Petra aktuel i sit drømmejob, som vært på det populære reality-program Bachelorette.
Ilma Ismail synger om ikke at føle sig hjemme – i sine relationer, i sin krop og i samfundet. Hun tager dig med ind i et musikalsk univers, bestående af vokal og harpe, der søger at afspejle hendes følelser på en antieurocentrisk måde. Ilma Ismail har tidligere været mentee i The Soulfuls’ mentor-program.
Vi starter med en fælles samtale om drømme, veje og virkelighed – og om, hvad det kræver at turde tage det næste skridt. Her får deltagerne mulighed for at sætte mere konkrete ord på deres egne drømme.
Derefter inviterer The Soulfuls til speed mentoring; korte, nærværende møder mellem mentorer og mentees. Hver samtale varer 2-3 minutter, før vi skifter – som en slags netværks-dating med mening. Mød forskellige mennesker, del jeres drømme med hinanden og tag nye perspektiver med hjem.
Formatet er åbent, nysgerrigt og energisk – og alle er velkomne.
18/6 | Musik: Efterklang Partner: GirlTalk | Mere → |
25/6 | Musik: Elias Rønnenfelt (solo) Performance: Hesselholdt & Mejlvang opfører SOS Save Our Souls | Mere → |
2/7 | Musik: BITOI Talk: Menneskets natur med Svend Brinkmann, Nicholas Okotie og Bente Hørby Boisen | Mere → |
9/7 | Musik: Rest in Beats Partner: Kulturmødet Mors, Ungdomsbureauet, Dansk Kulturinstitut, Ung Kult og Grundtvigsk Forum med støtte fra Kulturministeriet og Udenrigsministeriet | Mere → |
16/7 | Musik: Svaneborg Kardyb Partner: LIMBO – Præsenteret af headspace Aalborg | Mere → |
23/7 | Musik: Astrid Engberg x Who Killed Bambi Partner: Pærfekt af Muskelsvindfonden | Mere → |
30/7 | Musik: Majke Voss Partner: The Soulfuls | Mere → |
6/8 | Musik: Selina Gin Performance: I FEEL LIKE A PIECE OF PAPER med Noah Umur Kanber | Mere → |