Installationskunsten sigter ikke mod det private rum, men mod det offentlige, nærmere bestemt - mod museet. Her møder betragteren en blanding af maleri og relief med åbenlyse arkitektoniske referencer, som har karakter af "åbne kunstværker" (Umberto Eco). Installationskunstnerne sammensætter f.eks. overraskende kunstværker af enkle brugsgenstande uden at lave om på brugsgenstandenes design. Forbløffende kombinationer opstår. Installationskunsten giver ikke umiddelbart "facit" fra sig , - det legende element er iøjnefaldende, og som regel savner beskueren "den røde tråd", den "personlige håndskrift", stilen eller dens kommercielle modstykke: varemærket.