Secondary navigation

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Kunsten erhverver vigtige værker af grønlandske kunstnere

18. jun 2025, 10:12

Med et kontinuerligt fokus på at sikre bred repræsentation og diversitet i samlingen, har Kunsten Museum of Modern Art Aalborg i år erhvervet flere nye værker. Blandt de vigtigste samlingstilføjelser er et hovedværk af grønlandsk-danske Pia Arke samt grønlandske Inuuteq Storchs allerførste værkserie med 25 sort-hvid fotografier.

Førstnævnte kan opleves i udstillingen Places to Dream, mens sidstnævnte udstilles på en soloudstilling med Inuuteq Storch på museet næste år.

 

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg arbejder kontinuerligt med repræsentation i et bredt perspektiv, bl.a. med blik for parametre som køn, etnicitet og nationalitet. 

 

Derfor har museet de senere år arbejdet bevidst og indsamlingsstrategisk for fremadrettet at sikre diversitet og repræsentation i bred forstand. 

 

En af de tidligste og vigtigste stemmer i diskussion om Grønland og Danmark

Blandt de vigtigste tilføjelser til samlingen i 2025 indtil videre er et hovedværk af den grønlandsk-danske kunstner Pia Arke. 

 

”Det er lykkedes os at erhverve det væsentlige, og sidste tilgængelige, unikaværk af Pia Arke med titlen Untitled (Scoresbysund, 1947), 1995. Det har vi ønsket siden museets udstilling med Pia Arke i 2022, der var med til at sætte fornyet fokus på Arkes praksis og betydning som en af de tidligste og væsentligste kunstneriske stemmer i den dekoloniale diskussion og forholdet mellem Grønland og Danmark,” fortæller chefkurator Caroline Nymark Zachariassen. 

 

”Værket er et reproduceret fotografi af et original fra 1947, som Pia Arke har fundet i sit arkiv af fotografier af sin mor. Titlen refererer til Arkes fødested Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) – en by i Østgrønland, som indtil 1920’erne var et lille, isoleret fangersamfund. Arkes bedsteforældre var blandt de 87 vestgrønlændere, den danske koloniadministration tvangsforflyttede dertil som en del af Danmarks rivalisering med Norge om at sikre sig magten over det grønlandske territorium,” beretter chefkuratoren. 

 

Værket kan lige nu opleves på museet i udstillingen Places to Dream.

 

Øjebliksbilleder fra en befolkning, der ofte tales om – men sjældent med

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har via en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet i år også erhvervet den grønlandske kunstner Inuuteq Storchs allerførste værkserie, At Home We Belong fra 2025, der består af 25 sort/hvid-fotografier. 

 

”Værkserien handler om en længsel efter accept, både som person, kunstner og som samfund. Det er øjebliksbilleder, der fortæller om en befolkning, der ofte tales om, men sjældent tales med. Innuteq Storch dokumenterer hverdagslivet i Grønland i visuelle historier, der som noget yderst sjældent ikke fortælles gennem en udefrakommende linse, men gennem et blik indefra. Serien viser både det nære liv og storslåede landskab og kommer helt tæt på det grønlandske folks egentlige liv og skildrer et samtidigt Grønland i Storchs karakteristiske snapshot-stil,” forklarer Caroline Nymark Zachariassen om fotografierne. 

 

”Værkserien er Storchs allerførste og derfor af substantiel karakter for en museumssamling. Museet ejer i forvejen en række fotos af Storch udført mellem 2019-2023, og den relativt tidligt udførte serie er derfor et markant løft af repræsentationen kunstnerens oeuvre i Kunstens samling, der i øvrigt bliver yderligere udforsket, når museet i 2026 viser en stor soloudstilling med Storch,” afslører hun.

 

Vil indsamle bredere end tidligere generationer 

Slots- og Kulturstyrelsen kortlagde i 2023 de danske museers kunstindkøb fra 2018 til 2022. I denne periode var 37% af de indkøbte værker skabt af kvinder. I 2023 steg andelen til 49,8% blandt de 37 museer, der har bidraget til undersøgelsen.

 

I 2023 udvidede Kunsten samlingen med i alt 14 samtidsværker, alle skabt af kvinder. I 2024 var de i alt 21 nyerhvervelser overvejende samtidskunst fra efter årtusindeskiftet, herunder flere samfundskritiske og politiske værker samt værker af kvindelige kunstnere.  

 

”Det er en del af vores strategi helt generelt at samle mere bredt end i tidligere generationer på museet. Det gælder både i indsamling af den aktuelle samtidskunst, som disse to værker er eksempler på, og med kritisk tilbageblik på den historiske del af samlingen,” forklarer Caroline Nymark Zachariassen.

 

Praktisk information 

Værket Untitled (Scoresbysund, 1947), 1995 af Pia Arke er erhvervet fra Pia Arke Estate med støtte fra Margit og Jens Haven Christiansen.   

 

Værkserien At Home We Belong, 2025, er Inuuteq Storchs første værkserie og består af 25 sort/hvid fotografier. Værket er generøst doneret af Ny Carlsbergfondet. 

 

Udstillingen Places to Dream, hvor værket af Pia Arke indgår, kan opleves indtil den 28. september 2025. Læs mere på kunsten.dk/placestodream.

 

Der er endnu ikke annonceret mere information om Inuuteq Storchs kommende soloudstilling på Kunsten. 

 

Om Pia Arke

Pia Arke (1958-2007) var en grønlandsk-dansk kunstner, hvis værker sætter fokus på identitet, tilhørsforhold og den koloniale relation mellem Grønland og Danmark – ikke mindst den tavshed, der igennem årene har præget denne kolonihistorie. Arke brugte ofte udtrykket ”bastard” om sig selv og tog i sin kunst afsæt i sit eget liv og dobbelte tilhørsforhold som datter af en grønlandsk mor og en dansk far.

 

Arkes primære udtryksform var fotografi, men hun arbejdede også med collage, video og performance. Et gennemgående tema i Arkes kunst er kroppen – ofte hendes egen – der i værkerne sættes i forhold til landskabet og historien. Ofte indgår også arkivmateriale, kort og fundne billeder, som et middel til at sætte spørgsmålstegn ved etablerede magtstrukturer og vidensformer. Med både alvor og ironi udfordrer Arkes værker kritisk stereotype forestillinger om Grønland og grønlændere. 

 

Arke nærmede sig kolonihistorien på sin helt egen måde, ”nemlig ved at tage den personligt”, som hun selv formulerede det. Hendes værker kan ses som en slags kunstnerisk forskning, hvor det personlige og politiske flettes sammen i et opgør med Vestens fortællinger. Herigennem stiller Arke spørgsmål ved, hvem der har ret til at fortælle historien, og hvordan denne historie bliver formidlet og husket. 


Om Inuuteq Storch

Inuuteq Storch (1989) er født og opvokset i Sisimiut, hvor han bor og arbejder. Han er uddannet fra Fotoskolen Fatamorgana i København (2011) og International Center of Photography i New York (2016).

 

Inuuteq Storch har tidligere haft soloudstillinger i København, Aarhus, Reykjavik, Nuuk, Tasiilaq, Raasepori og Umeå. Han er desuden aktuel med værker på Sharjah Biennalen og har tidligere vist værker i bl.a. New Zealand, Canada, USA, Polen og Italien. I 2024 repræsenterede Inuuteq Storch Danmark ved Venedig Biennalen, som den første fotobaserede kunstner og som den første kunstner fra Grønland.

 

Storchs praksis indfanger den nutidige Kalaallit-identitet, samtidig med at han engagerer sig i Grønlands koloniale fortid – dog uden at lade sig definere eller begrænse af den. Hans arbejde blander det traditionelle med det moderne samt personlige fortællinger med en bredere refleksion over grønlandsk liv, historie og hverdag.

 

Gennem ærlige portrætter af venner og familie er hans fotografier rå, intime og dybt personlige, hvilket skaber en følelse af delt erfaring. Hans tilgang til fotografi er intuitiv og poetisk, hvilket inviterer os, der betragter, med ind i hans verden.

 

Foto top: At Home We Belong, 2025. Inuuteq Storch. Værket er generøst doneret af Ny Carlsbergfondet.